Spændende fremtidsperspektiver

Vi søger en forretningsorienteret og IT-kyndig leder.

Forretningsorienteret leder – IT/infrastruktur

Du er kendt som en udadvendt, positiv, udviklingsorienteret ”konsulentprofil”, som skaber resultater gennem samarbejder. Du agerer både som den motiverende ”holdleder” og garanten for at skabe forretningsmæssig vækst i nye segmenter.

Jobbet er ganske krævende, især for den forretningsmæssige del. Det afspejles naturligvis i de løn- og ansættelsesvilkår, der tilbydes.

VIRKSOMHEDEN

ARTOGIS a/s er en uformel og entreprenørpræget IT-virksomhed, der arbejder for at skabe værdi for kunderne gennem effektiv udnyttelse af data.

Aktuelt leveres specialiserede dataplatforme og datainfrastruktur til bl.a. vand-og varmeselskaber, men virksomheden står også lige overfor en spændende strategisk udvikling med entré i nye kundesegmenter. Perspektiverne omhandler bl.a. datainfrastruktur til tværsektoriel brug og ESG-compliance. Det sker på basis af virksomhedens avancerede dataplatform, hvor kernen udgøres af globalt udbredte open source-teknologier inden for Big Data, GIS, IoT m.m.

Virksomhedskulturen kendetegnes bl.a. ved et stærkt fagligt og holdorienteret miljø, hvor kundefokus og vidensdeling har højeste prioritet.

DIN PROFIL

Helt overordnet er du ”god til mennesker”. Du motiveres af at have en betydende rolle i en lille organisation, som både kan træffe hurtige beslutninger og eksekvere målrettet herpå – hvilket du i øvrigt vil blive en vigtig del af.

Du er udviklingsorienteret, og kan fremvise gode resultater fra kommercielle IT-udviklingsaktiviteter. Vi forestiller os, at du f.eks. kommer med et kommercielt fundament inden for et teknisk, komplekst IT-/datafelt. Alternativt, at du måske har virket som forretningsudvikler inden for et teknisk felt, med de nødvendige forudsætninger for at sætte dig ind i IT-relaterede terminologier.

Uanset baggrund kan du fremvise gode resultater i opsøgende salg og relationsopbyggende samarbejder, der skaber synlig værdi for kunderne.

Derudover har du gode referencer på flere års ledelseserfaring, hvor du sammen med dit hold har sat retning og er nået flot i mål. I direkte tilknytning hertil er en del års succesfuld projektledererfaring et krav, både ift. porteføljeledelse og gennemførelsen af tekniske projekter. Også her trives du med at have et selvstændigt resultatansvar og agere proaktivt ift. kundekontakt og netværk generelt.

Du har muligvis en uddannelse som cand.it., (civil)ingeniør eller lignende, gerne med økonomiske eller kommercielle kompetencer. Du kan også sagtens være autodidakt eller komme med en anderledes baggrund end skitseret – blot du har de relevante erfaringer og resultater med dig.

STILLINGEN

Du vil få en central rolle i virksomhedens ledelse, både i forhold til den strategiske og kommercielle udvikling, men også i form af et selvstændigt resultatansvar og ledelsesansvar for teamet. Det vil foregå i tæt samarbejde med virksomhedens ejer, og med fokus på også at identificere nye indsatsområder for de kommende år.

Du vil blive daglig leder for p.t. 3 nære kolleger med forskellige specialistkompetencer, og som sådan går du gerne forrest og sikrer den motiverende og inkluderende holdindsats. Derudover får du ansvaret for ledelse af aktiviteterne hos en mangeårig udenlandsk samarbejdspartner (ift. den fortsatte udvikling og udbygning af dataplatformen).

Der er således tale om en absolut nøgleposition, hvor indsatskravene ofte ligger over gennemsnittet. Din bopæl er derfor formentlig også inden for Trekantområdet (max 45 minutter fra Kolding).

Såfremt du ønsker at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte


Sten Appelon Petersen
sap@csas.dk
Tlf.: +4522708320

Ansøgningsfrist:
Løbende