Sådan hjælper sago·fonto® platformen hovedstaden med at holde varmen

For de fleste forsyningsselskaber lyder 54 kilometer rør ikke af meget. Men når de rør løber under Danmarks travle hovedstad og forsyner langt over 1 million mennesker med fjernvarme, lyder det måske af lidt mere. Mellem 20 og 30 pct af Danmarks samlede forbrug af fjernvarme løber gennem rørene, der tilhører Centralkommunernes Transmissionsselskab (CTR). Det vigtige overblik over rørenes placering ligger på ARTOGIS’ sago·fonto® platform.

Indrømmet, overskriften er måske lidt en tilsnigelse. Og dog. For de 54 kilometer fjernvarmerør, som CTR har ansvaret for, er ikke alene nogle af de største og mest belastede i Danmark. De er også de mest udsatte. Rørene ligger nemlig under København, hvor metro-byggeri og andre enorme anlægsprojekter og gravearbejder er hverdag.

Føling med LER-forespørgsler

Derfor er det helt afgørende, at oplysningerne om rørene og deres placering er opdaterede og let tilgængelige, ikke mindst fordi CTR får massevis af LER-forespørgsler i forbindelse med anlægsarbejderne. Det månedlige antal forespørgsler har ligget på ca. 115 i gennemsnit indtil videre i 2022.

“Vi har først og fremmest valgt at samle oplysningerne om ledningsnettet på ARTOGIS’ sago·fonto® platform, fordi det betyder, at alle LER-forespørgsler bliver håndteret hurtigt, automatisk og præcist,” siger IT-chef hos CTR, Per Hærvig.

Og selvom besvarelserne nu bliver sendt automatisk til entreprenører og andre, der har brug for oplysningerne, har CTR alligevel mere føling med forespørgslerne, og dermed hvad der foregår omkring ledningsnettet, end tidligere, forklarer han.

”CTR er bindeled mellem de store kraftværker og kommunerne i hovedstadsområdet. Vi er, både som virksomhed og som medarbejdere, stærkt specialiserede, og ud fra en strategisk og økonomisk betragtning har vi valgt at læne os op ad ekstern konsulentbistand på visse områder. Det gælder eksempelvis GIS og tilhørende LER-forespørgsler. De blev tidligere behandlet af vores daværende GIS-leverandør. Det betød, at vi manglede in-house viden om omfanget og detaljerne i forespørgslerne, og til tider hvilke svar der blev sendt. Det kan vi alt sammen selv holde øje med nu.”

Gnidningsfrit samarbejde

Den automatiske håndtering af LER-forespørgslerne er ikke den eneste grund til CTR’s valg af sago·fonto® platformen.

”Det var også vigtigt for os at finde en leverandør, der kunne hoste løsningen, blandt andet af sikkerhedsmæssige hensyn. Og så betyder det meget for os, at vores leverandører er proaktive. Det er ARTOGIS. De har en god fornemmelse for vores behov, og det er min oplevelse, at de er skarpe på, hvad der kan opstå af udfordringer omkring vores rør og bygværker. Jeg har altid været glad for samarbejdet, som foregår utrolig gnidningsfrit,” fortæller Per Hærvig.

Om CTR I/S

CTR’s opgave er at være leverandør af en bæredygtig og sammenhængende varmeforsyning i hovedstadsområdet – centralt placeret mellem varmeleverandører og varmedistributører og på tværs af Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe, København og Tårnby kommuner. CTR har 35 ansatte og omsætter for cirka 2,5 mia. kr. årligt.